Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Annonce


Mad med saft og kraft (3)

Pizza med chorizo og jalapenos
Der er jo snart et pizzeria på hvert gadehjørne, ligesom der i ”gamle dage” var en kinagrill. Sådan skifter tiderne og det er sikkert meget godt. Men hvis ikke du har kræfter til at tøffe ned på hjørnet, kommer her en god opskrift på tømmermandspizza, som de ikke kan gøre dig efter.

Til 4 personer:
1 portion pizzadej, se nedenfor

300 g chorizo (eller pepperoni) i skiver
1 ds. flåede tomater
1 bdt. oregano
2 fed hvidløg
salt og peber
evt. eddike

1/2 dl jalapenos
400-500 g revet mozzarella

Forvarm ovnen til 200 ºC.

Rul dejen ud til en stor flad bund, den kan naturligvis også deles i to, tre eller fire stykker, hvis du synes, det passer bedre.

Skyl dernæst oregano, og hak det. Herefter blandes de flåede tomater med presset hvidløg, hakket oregano, salt og peber og koges i ca. 10 min., så saucen bliver lidt tykkere. Smag evt. til igen med salt og peber – tomater er søde i smagen og har brug for salt. Du kan evt. også tilføre en teskefuld eddike for at fremhæve smagen.

Mens saucen koger, hakker du jalapenos.

Smør nu saucen ud på den udrullede pizzabund, og fordel derefter først osten, dernæst chorizo og til sidst de hakkede jalapenos ovenpå.

Bag pizzaen i den forvarmede ovn i ca. 25 min.

Til 4 personer:

Grundopskrift på pizzabund:
4 dl vand
2 dl kærnemælk
40 g gær
30 g salt
2 spsk. olie
1 kg mel

Varm vandet, bland det med kærnemælken, og opløs gæren heri. Tilsæt salt og olie. Melet tilsættes lidt ad gangen. Drys derefter lidt mel ud på bordet, og ælt dejen godt igennem. Herefter stilles dejen til hævning et lunt sted, indtil den har fået dobbelt størrelse. Denne dej behøver kun at hæve en gang.
Når dejen er hævet, slås den ned, deles og rulles ud.

Baconburger med sennep
Her kommer så den klassiske udgave uden så mange dikkedarer.

Til 4 personer:
600-800 g hakket okse
8 gode tykke skiver røget bacon
groft salt til baconen
salt og peber
rapsolie og smør til stegning

4 store burgerboller
1 spsk. stærk sennep

ekstra fyld – der er frit valg:
hakket løg
syltet chili
syltet agurk
pickles
ketchup

Steg baconskiverne ved jævn varme i olie på en pande, de skal være gyldne og sprøde. Når de er færdige, lægges de på et par stykker køkkenrulle og drysses med groft salt.

Form nu 4 gode bøffer af det hakkede oksekød. Kom olie på en pande, og varm den op. Herefter tilsætter du en god klat smør og lader det bruse af. Steg bøfferne 3-5 min. ved god varme, vend dem, og krydr med salt og peber. Skru derefter ned for varmen, og steg bøfferne færdige ved jævn varme i 5-7 min.

Bollerne lunes i ovnen, hvorefter de flækkes. Smør over- og underdel med stærk sennep, læg en hakkebøf på sammen med et par skiver ristet bacon og evt. noget af det ekstra fyld – men glem alt om snittet salat og tomatskiver!

Værsgo’ og spis.

Venstrehåndsskårne Herregårds-Pommes Frites
Historien om lige netop denne pommes frites går ti-elleve år tilbage. Min gode ven Holm, som er en finurlig fyr, og jeg arbejdede i en kantine, hvor den mad, vi lavede, altid skulle kaldes noget specielt. Holm fandt på Venstrehåndsskårne Herregårds Pommes Frites! Det skal dog siges, at de også er ok skåret med højre.

Til 4 personer:
6-8 store bagekartofler
1/2 l rapsolie
havsalt

Kartoflerne vaskes godt, da skrællen meget gerne må blive på. Skær dem ud i både eller stave af ensartet størrelse. Tag derefter en dyb pande, hæld olien i, og varm forsigtigt op. Prøv med en enkelt pomme frite, når det bruser godt omkring den, er olien varm nok. Nu lægger du forsigtigt halvdelen af kartoflerne i panden. Lad dem koge i ca. 3 min, tag dem op, og læg dem på noget køkkenrulle. Næste hold sættes over og koger på samme måde. Når andet hold kartofler er taget op af panden, lægges første hold i igen og koger, til de er gyldne og møre. Gør ligeså med andet hold. Pommes fritene anbringes igen på køkkenrulle og drysses med masser af havsalt.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Rådmandsgade 55 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.