I dette program skal vi til Telemarken og lidt rundt i det store område.
Vi kommer til Møsvatn – en sø, der ligger 918,5 m over havets overflade. Langs bredden ligger gårde – der, i et vejløst samfund, er totalt afsondret om vinteren, når søen fryser til. Vi skal til nationalparkcenteret ved Hadangervidden, der er Norges største nationalpark, ja faktisk den største nationalpark på det europæiske fastland, på hele 340.000 hektar. Det er området, hvor der – både i præhistorisk tid og i dag – er flest vildrener.
Men vi skal også til Raulands-akademiet, hvor de er eksperter i gamle håndværk og til skatecenter Camp Vierli, og så skal vi op til Tinn på Selstali seter, hvor køerne kommer på græs om foråret og de lokale selv laver sæterosten stausost.
Og sidst, men ikke mindst, skal vi til Rjukan, som er blevet verdensarv. Her ligger en hidtil hemmelig NATO-tunnel, der blev bygget i 1954-1958. i 2010 åbnede den for turister, der nu kan tage en sporvogn 850 m, og derefter en kabelbane de sidste 1040 m, til man er i hjertet af det ”hemmelige” anlæg med direkte udgang til ”Gaustatoppen” på 1.883 m. Det er telemarkens højeste punkt, og man kan se 1/6 af Norge.
Det er ikke dårligt at komme så tæt på sit naboland – god fornøjelse her på dk4!