”Hvis man gør det her for pengenes skyld, skal man finde en anden hobby”, fortæller detektorarkæolog Brian Lindballe Bechmann til dk4´s Frantz Howitz, der denne gang besøger én af landets største detektorpladser Vester Kærby på Nordøstfyn. Her vælter fundene frem i tusindvis. Mange af de flotte genstande fra Jernalderen og Vikingetiden burde for længst have udløst en Danefægodtgørelse fra Nationalmuseet, men foreløbig har Brian og de øvrige detektorarkæologer måttet vente i to år på at få deres sager behandlet, og der kan nemt gå endnu længere tid. Findere har ventet mere end fire år på en afgørelse, fordi Nationalmuseets årlige bevillinger på Danefæområdet er begrænsede. ”Der er eksempler på, at folk er døde, inden dusøren blev udbetalt”, fortæller Brian, der har gjort i hundredvis af gode fund med sin detektor.

Da ”Arkæologien Rundt” besøgte marken ved Vester Kærby, gjorde Brian endnu et fund. Halvdelen af en fibula fra Vikingetiden blev gravet op. ”Jeg tror faktisk, jeg fandt den anden halvdel 50 meter herfra for et par måneder siden”, fortæller han begejstret til Frantz Howitz, og ganske rigtigt viser det sig, at de to dele passer sammen. Til gengæld finder Frantz ”kun” en smelteklump af bronze. – ”Den er lige så vigtig som at finde en flot fibula, for den fortæller os, at her har der været en produktionsplads”, fortæller Brian. Denne konklusion er museumsinspektør Mogens Bo Henriksen fra Odense Bys Museer helt enig i.

Vester Kærby pladsen er kun en brik i en langt større historie om Nordøstfyn, hvor indsejlingen fra Kerteminde Fjord til Kertinge Nord har været blokeret af en pælespærring over flere faser fra 700 årene og helt frem til ca. år 1100. Det er Mogens Bo Henriksens teori, at Kertinge Nord har været en flådeplads, hvorfra man på det smalleste sted ved Dræby har kunnet føre skibene over til Odense Fjord. Hele området har været under en lokal fyrstes herredømme, indtil Harald Blåtand ”samlede Norden og gjorde Danerne kristne”, som der står skrevet på den store runesten i Jelling. Én af de lokale fyrster blev stedt til hvile i et 22 meter langt vikingeskib med heste, hunde og andre gravgaver omkring år 920 e.kr. Gravhøjen blev plyndret en generation efter, så da Ladbyskibet blev fundet i 1935, var fyrstens jordiske rester og hans mest kostbare gravgaver fjernet, mens heste, hunde og et flot anker med ankerkæde stadig ligger i resterne af skibet. Hvorfor?? Lene Fevejle fra Vikingemuseet Ladby giver tre muligheder: Simpelt gravrøveri. Det nye dynasti har fået fjernet den gamle herskers jordiske rester som en magtdemonstration. Efterkommere har flyttet den gravlagte stamfader til en kirke, som det formodentligt er sket for Gorm den Gamle.

Siden 1937 har man kunnet besøge Ladbyskibet, der er verdens eneste vikingeskib, som formidles og udstilles på netop det sted, hvor det blev fundet. I dag er der næsten intet træ tilbage efter skibet, men et flot aftryk samt alle jernnagler og andre metaldele er intakte. Dette er så stort og sikkert et grundlag, at frivillige nu er i stand til at bygge en fuldskalakopi af det 22 meter lange og meget elegante vikingeskib på en byggeplads lige uden for vikingemuseet Ladby. Skibet ventes søsat i sommeren 2015.

Ét af de store spørgsmål er, hvor den lokale Ladbyfyrstes hal har ligget. Der er ingen tvivl om, at hallerne ved Tissø på Sjælland og den lokale fyrste på Nordøstfyn har haft forbindelse med hinanden. Med skib er det nemt at komme fra det ene sted til det andet, de smykker, man finder ved Tissø og ved Vester Kærby er identiske, og de to områder mister deres betydning samtidig. Der må med andre ord have været én eller flere haller på Nordøstfyn. Et godt bud er på Hindsholm, hvor én af byerne hedder Salby. I hvert tilfælde finder detektorarkæologerne flere og flere flotte genstande i området. Den arkæologiske historie om Nordøstfyn har først lige taget sin begyndelse bl.a. takket være detektorarkæologernes store arbejde.