Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Jytte Abildstrøm 80 år

Jytte Abildstrøm fylder 80. Det fejrer dk4 med et stort talkshow.

Tirsdag den 25. marts fylder Jytte Abildstrøm 80 år, og det skal selvfølgelig markeres. På selve dagen samt søndag den 23. marts sender dk4 det forrygende talkshow, der blev produceret i forbindelse med Jytte Abildstrøms 50 års jubilæum som skuespiller. Det var nemlig tilbage i 1953, hun første gang slog sine folder i Studenterrevyen.

I løbet af showet får Jytte Abildstrøm og studieværten Frantz Howitz besøg af en lang række gæster, blandt dem to af de gamle kammerater fra de glade dage på Studenterrevyen. Et par af dem, der var med til at hylde Jytte Abildstrøm, er desværre ikke længere blandt os. Det gælder Jesper Klein, der folder sig ud i showet på sin sædvanlige muntre facon samt operasangeren Edith Guillaume, der gæstede Jytte Abildstrøms Teater på Riddersalen et par gange. En lidt overraskende gæst er Susse Wold, men hun og Jytte Abildstrøm har en sjov fortid sammen som revyskuespillere i Helsingør og har siden bevaret venskabet.

En meget bevægende situation i showet opstod, da Jytte Abildstrøms eksmand Søren Mygind kom på besøg. Selvom de for længst er blevet skilt, har han altid været der for hende med økonomi, råd og dåd. Det med økonomien har nu ellers altid været Jytte Abildstrøms stærke side. Hun har altid kendt forskel på debit og kredit og har kørt sit teater Riddersalen med fast hånd. Selvom hendes ledelsesstil udadtil har set ”let” ud, skal man ikke tage fejl af Jytte Abildstrøm, der nu har overladt styrelsen af teatret til sin mangeårige medarbejder Signe Birkbøll.


   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.