”Arkæologien Rundt” er denne gang taget til Bornholm, der er landets rigeste, arkæologiske område. Her besøger dk4s Frantz Howitz hele tre locations for at se på aktuelle udgravninger, men der bliver også tid til at følge genrejsningen af en bautasten, der uretmæssigt er blevet fjernet fra en mark af en tidligere ejer. Det er ulovligt for bl.a. landmænd at fjerne fortidsminder, da disse er vores fælles ejendom. Derfor er det ”udansk at fjerne vores fortid”, udtaler chefarkæolog Finn Ole Sonne Nielsen fra Bornholms Museum. ”Det nytter ikke noget, at de, der fx fjerner jættestuer og stendysser, kan gå fri, bare fordi de er højt placeret i samfundet og har råd til at hyre de bedste advokater”, fortsætter Finn Ole Sonne Nielsen.

Det er ikke første gang, Frantz Howitz taler med lokale arkæologer om, at lokale jordejere fjerner spor fra fortiden, fx i forbindelse med anlægsarbejder. Her mødes han dog oftest af udenomssnak, når kameraet ruller. Ingen ønsker at udtale sig offentligt om konkrete sager. Heller ikke Finn Ole Sonne Nielsen ønsker at nævne navne eller en konkret sag, selvom det er offentligt kendt, at en sydsjællandsk godsejer og tidligere forsvarsminister blev frikendt af retten i Næstved for at have fjernet en jættestue. Problemet er, at lokale arkæologer skal bevare et godt forhold og en god dialog med jordbesidderne, men kan også nemt komme ud for chikane. Det er derfor noget af en balancegang, selv når en lokal arkæolog tilfældigt kommer til at tage en landmand eller bygherre på fersk gerning. Som regel bliver det aldrig meldt til politi eller Kulturstyrelsen, og sker det, falder der sjældent dom til fordel for kulturarven. ”Det er på tide at Kulturstyrelsen tager affære og kræve strengere straffe for beskadigelse eller fjernelse af vores kulturarv”, slutter Finn Ole Sonne Nielsen samtalen. – I dag står den bornholmske bautasten, der er én blandt mange, genopstillet præcis på den plads, hvor den blev sat for 13-1400 år siden.

I dk4s årlige ”Danefæ top 10 liste” har de to bornholmske skattefund fra Skovsholm og Ahlesminde været højt placeret i 2011 og 2014. Begge fund er i år blevet efterfulgt af udgravninger, for at finde ud af mere om den kontekst, skattene er nedgravet i, for Skovshoms vedkommende i sidste halvdel af 800-årene, mens Ahlesminde-skatten er blevet gemt af vejen i slutningen af 1000-årene. Begge skatte indeholder helt unikke mønter, så der er stor spænding om udgravningernes resultater.

På marken ved Skovsholm var dk4 med på den allersidste udgravningsdag, inden feltet blev dækket til for senere undersøgelse. Det arkæologerne især ledte efter, var sølvskattens deponeringssted – og altså ikke en ny skat, sådan som det ellers blev lanceret af DR 1, da de sendte det direkte program fra Skovsholm under titlen ”Danmarks største skattejagt”. Selve skatten var allerede fundet spredt ud over et stort areal, men hvor blev skatten i sin tid nedgravet, og ville der være flere mønter i bunden af nedgravningsstedet? Det har arkæologerne ikke kunnet finde frem til. Konklusioner er derfor, at deponeringsstedet er ødelagt ved en langt senere anlæggelse af en brønd oven på et kildevæld. Mønterne er derefter blevet spredt ved pløjning.

Under udgravningen fandt arkæologerne fundamentet til et 12,5 meter langt grubehus med en meget bred stenvæg. Noget lignende har man ikke fundet før, men lige nu hælder arkæologerne mest til, at stenene har været brugt i forbindelse med garvning af skind.

Også Ahlesminde-skatten er bemærkelsesværdig – først og fremmest på grund af tre sjældne guldmønter – to arabiske og en fra Köln med biskop Anno d. 2.s kontrafej. Især sidstnævnte guldmønt er unik, da der kun findes lignende eksemplarer i sølv. Der kan være tale om en ”gavemønt”, der ikke har været bestemt for almindelig omløb. Hvem der har nedgravet denne mønt, og de mange øvrige arabiske, engelske, tyske og danske mønter – og i hvilken kontekst, er arkæologerne først nu ved at finde ud af. Man kan se, at skatten er gravet ned ved et stolpehul, men at der har været tale om to huse ved deponeringsstedet, hvoraf det ene har været nedbrændt. Om skatten har været sat ned ved det hus, der brændte – evt. under et angreb af vendere -, ved man ikke helt præcist.

Endelig besøges en udgravning af et usædvanligt stenalderanlæg ved Vasagård, der på flere punkter minder om det kendte Rispebjerg på Nordbornholm. Bl.a. finder arkæologerne utallige såkaldte ”solsten” i forbindelse med anlægget, der har været benyttet gennem to, kultisk set, tilsyneladende forskellige faser i forbindelse med dødekult og/eller som soltempel og samlingsplads. Stenaldermenneskene har bl.a. hugget sig ned i skifferlagene og anlagt dybe systemgrave med helt jævn bund. De skal ses i sammenhæng med to nærliggende stengrave – en dysse og en jættestue. Hvordan ritualerne har været i denne periode, ved man ikke, men man mener, der har været en flytning af menneskeknogler fra og til stengravene og grøfterne. Senere er grøfterne dækket til. Det er i disse opfyldningslag, man bl.a. finder de mange solsten, som er noget helt enestående for Bornholm. Efter det gamle anlæg er blevet sløjfet, er et nyt opstået, omsluttet af palisadevægge i flere forskellige faser. Hvorfor og hvad der er sket inden for indhegningen, der dækker et meget stort område på begge sider af Læsåen, er et mysterium. Hele anlægget mener man har været i brug gennem 8-900 år.

Jo mere man graver ned i den danske, forhistoriske tid, jo flere ubesvarede spørgsmål opstår der. Man kan kun forsøge at gisne ud fra de indicier, der ligger i de mange fund. Det er bl.a. det, der gør bevidst fjernelse af arkæologiske jordlag og andre af oldtidens efterladenskaber til en forbrydelse, der bør straffes hårdere, end det sker i dag. Måske kommer én af synderne til at fjerne netop et af de ukendte indicier, der kan være en brik til yderligere forståelse af den danske forhistorie. Derfor er det med chefarkæolog Finn Ole Sonne Nielsens ord en ”udansk handling” bevidst at fjerne eller skade vores fælleseje – de arkæologiske efterladenskaber og mindesmærker både de, der er allerede er fundet såvel som de, der dukker frem fra jorden.