Den tidligere Venstre-regering fremlagde i 2016 en såkaldt Tysklands-strategi, og den nye regering bestående af Venstre, Konservative og LA har fulgt strategien op med en stor kulturpolitisk satsning i vores sydlige naboland i årene 2018-2020.
Hvad det går ud på, undersøger Siegfried Matlok i denne udgave af ”Dansk-tysk med Matlok”, hvor han er på besøg hos kulturminister Mette Bock. Hvad betyder dansk kultur for tyskerne, og hvilke forventninger har Danmark til dette fremstød? Er der udelukkende tale om kulturelle hensigter, eller er der også en politisk-økonomisk dagsorden? Sådan lyder nogle få af spørgsmålene til ministeren.
Men eftersom kulturministeren også har det budgetmæssige ansvar for de nationale mindretal nord og syd for grænsen, spørger Matlok også til ministerens forventninger til jubilæumsåret 2020, når Danmark fejrer 100-året for Genforeningen med Sønderjylland?