Med programrækken ”Mit liv med Danmark” indleder dk4 og Flensborg Avis TV samarbejde for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og for at fremme kulturudvekslingen mellem Danmark og grænseregionen.
I programrækken undersøger vi, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark udenfor Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50 000 dansksindede i grænseregionen.
Programvært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
Dette program har vice-ministerpræsident og miljøminister i regeringen i Kiel samt landsformand for partiet De Grønne, Robert Habeck, som gæst. Samtalen er karakteristisk for dobbeltheden i grænselandet og for programrækken, idet Jørgen Møllekær stiller spørgsmålene på dansk, og Robert Habeck svarer på tysk.
De øvrige deltagere i de følgende programmer er: Simone Lange, overborgmester, Flensborg, Flemming Meyer, formand, Sydslesvigsk Vælgerforening, Grit Jurack, tidligere håndboldlandsholdsspiller, Rasmus Andresen, vice-landdagspræsident, Kiel, prinsesse Elisabeth zu Ysenburg und Büdingen, Lyksborg Slot, Bent Angelo Jensen, direktør og designer, Bahne Bahnsen, formand, Friisk Foriining og Thomas Frahm, kulturkonsulent, Flensborg.