"Du bliver fældet af dine løgne", lyder en helt central sætning fra pensioneret kriminalassistent Tom Christensens side, når han i dette program er gæst hos Johannes Møllehave.
Tom Christensen er gæst til en samtale om især bogen "Han fik morderne til at tilstå", men også om de mange år som efterforsker i Rigspolitiets Rejseafdelings Drabssektion.
Tom Christensen, der har skaffet sig et renommé som manden, der fik drabsmændene til at tilstå i nogle af landets mest spektakulære drabssager, giver ikke så meget for teorier om kropssprogets betydning, om forstillelse osv. I en afhøringssituation bliver du i sidste instans fanget i dine løgne, forklarer han blandt andet Møllehave i programmet, hvori han også fortæller om forhørsforløbet i nogle af retssagerne.