Hvordan sikrer man et værdigt liv for borgere i det danske samfund, der både er blinde, døve og udviklingshæmmede? Det er en udfordring de tager på sig på Æblehaven ved Kolding Fjord.
Det gælder om at finde de enkeltes personlighed bag diagnoserne.
På Æblehaven gennemføres et pædagogisk arbejde, der bygger på anerkendelse og tillid.
Det har givet væsentlige resultater, bl.a. med at undgå voldelige reaktioner fra beboernes side. De kommer fra et langt liv på de store, gamle centralinstitutioner, hvor de grundlæggende fik en behandling, som vi ikke finder værdig i dag.
I kommunikationen er strukturen og forudsigeligheden central. Beboerne skal vide, hvad de skal og kende rækkefølgen. Blandt kravene til medarbejderne er åbenhed, fordomsfrihed og respekt for de signaler, der sendes.