dk4s Frantz Howitz har valgt at præsentere landsbyen Monsanto og universitetsbyen Coimbra for dk4´s seere i denne del 2 af serien ”Portugisiske kulturperler”.

Monsanto ligger på et plateau oppe på et bjerg tæt på den spanske grænse. Mange af husene er bygget ind i klipperne, og i de smalle gader møder man næsten kun ældre beboere og ganske få turister, for endnu er der ikke mange, der har opdaget Monsantos helt specielle stemning. Når Monsanto endnu ikke – modsat mange andre landsbyer i Portugal og Spanien – ligger hen som en spøgelsesby er det fordi, der trods alt er en vis turisme, der bringer penge til byen.

Fra Monsanto er der en vid udsigt ud over et slettelandskab, der engang har været havbund. Bjerget, Monsanto er bygget ind i, er et klippeskær, der har raget op over havet. Den gamle havbund rummer en rigdom af geologiske forekomster, men det var desværre ikke noget, Frantz Howitz og hans fotograf fik tid til at udforske nærmere, for universitetsbyen Coimbra kaldte.

Coimbra Universitet er Portugals ældste og gemmer på flere kulturperler, først og fremmest biblioteket, der siges at rumme en samling på ca. 300.000 gamle bøger. Det er først de seneste år, det smukt dekorerede bibliotek fra 1500 årene har været åben for turister, der kun lukkes ind i små hold med en halv times mellemrum. For at udrydde de insekter, der kommer ind gennem døren, lukker man flagermus ud i biblioteksrummet om natten. Freskerne i loftet er et studie i sig selv. Bl.a. symboliserer fire allegoriske personer viden, dyd, held og berømmelse. Berømmelsen vises som en nar med æselører og truthorn for at fortælle de studerende, at de skal være ydmyge.

Under besøget i Coimbra Universitet mødte Frantz Howitz én af studenterne, der fortæller om nogle af de gamle traditioner, der er forbundet med studenterlivet. Én af traditionerne er sang og musik – serenader og fado.

Coimbra har en speciel form for fadosang og musik, der er meget forskellig fra den fado, man hører i Lissabon. Coimbrafadoen udspringer fra studenterne og synges udelukkende af mænd, mens Lissabonfadoen udspringer fra arbejder-, og sømandskvarterernes gader, taverner og bordeller og synges oftest af en fadista – en kvinde.

Programmet slutter på restaurant Republica, hvor ejeren sammen med to andre musikere diverterer med coimbrafado og en helt speciel stegt pattegris tilberedt efter en lokal opskrift.