Når den 25-årige verdensstjerne Andreas Brantelid kommer hjem efter en koncert, hvor han er blevet tiljublet af et begejstret publikum, mødes han hjemme af tre jævnaldrende bofæller i deres lille bohemelejlighed, hvor der spilles kort eller Play Station. Når den unge cellist har valgt at bo på denne, for en stjerne så uglamourøse måde, er det for at søge et fællesskab, han ikke møder ude i den store musikverden. Her ser han kun koncertsale, hotelværelser og lufthavne.

Andreas Brantelid finder selv, at han lever i en ofte meget uvirkelig verden, fortæller han i et åbenhjertigt interview med dk4´s Frantz Howitz. Her fortæller han også om sit nære samarbejde med faderen, solocellist ved Det Kgl. Kapel Ingemar Brantelid. ”At blive coachet af ham er som en vitaminpille. Som at komme tilbage til det, det handler om”, fortæller Andreas Brantelid.

I dk4´s portrætprogram får seerne et indblik i samarbejdet mellem far og søn omkring Elgars cellokoncert, og Ingemar Brantelid fortæller, hvordan han opdagede sønnens store talent, da han var tre år. I den alder fik sin allerførste cello og begyndte at blive undervist som 4-årig. Da Andreas var seks år, rejste han med sin far på turne sammen med en kammermusikgruppe. Her blev den endelige beslutning taget. Andreas ville være cellist!

Efter studier på det berømte svenske elitekonservatorium Edsberginstituttet i Sverige er Andreas gået fra succes til succes og modtaget ærefulde priser såsom Kronprinseparrets store kulturpris og vundet prestigefulde konkurrencer – især 1. prisen i Eurovisionens konkurrence for unge solister, som han vandt i 2006 som repræsentant for sit andet fædreland Sverige. Året efter blev han udnævnt til årets DR kunstner.

Med en far, der er cellist og en mor, der er sproglærer, er Andreas begavet med ikke blot et stort musisk talent, men han er også i fuld gang med at udvikle sig som lærer og inspirator for andre unge cellister på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her søger han ligeledes hen, når professor Morten Zeuthen har sine fællestimer, hvor eleverne spiller for hinanden. Inden Andreas skal give en stor koncert, afprøver han ofte en del af repertoiret for eleverne ved disse fællestimer. ”Her er jeg altid meget nervøs”, fortæller Andreas, ”men til gengæld gør det mig mindre nervøs, når jeg skal spille værket i en koncertsal”. Disse fællestimer har stor betydning for Andreas, der også her finder et samvær, han ikke oplever som gæstesolist hos de store symfoniorkestre ude i Europa eller i USA.

Hvad er det, der gør Andreas Brantelid ”langtidsholdbar” i forhold til de fleste af de unge stjerner, der popper op fra især Asien eller Østeuropa, får succes for så hurtigt at forsvinde igen? Her giver Ingemar Brantelid måske det klareste svar: ”Det handler om at blive et HELT menneske”.